René Wiborg
 

SPOT Festival år for år - 1995-2007

Tak til Erik Barkman/ ROSA for bidrag til kronologien.

Det er umuligt her at nævne alle de hundreder af bands, der har spillet på SPOT, men find dem på spotfestival.dk (SPOT historie)


SPOT 01 – forår 1995
Musikinitiativet SPOT 01 var en udløber af musikkonkurrencen "Chancen". Bagmænd var Morgenavisen Jyllands-Posten, Roskilde Festival og Carlsberg. Formålet var at støtte og fremme vækstlaget i dansk, rytmisk amatørmusik samt støtte de mindre spillesteder.

Af 394 ansøgende bands blev 24 udvalgt til at optræde ved fire specialarrangementer i Montmartre og Eigens Ballroom i København, Huset i Århus og Rytmeposten i Odense. Feltet blev så halveret, og de 12 bands var i marts/ begyndelsen af april på tur til spillesteder i 12 provinsbyer.

  • Paper Flames, Biff Baxter Band, I.N.D.I.C.A.T.O.R. (Aalborg, Herning og Sønderborg)
  • Patricia Painting, TULP og Ruby Fruit Jungle (Kolding, Frederikshavn og Esbjerg)
  • Ring´s End, Tritonus og Bloom (Odense, Thisted og Silkeborg)
  • Our 15 Minutes, De Sidste Mohikanere og Peanut Pump Gun (Roskilde, Lyngby og Næstved)


SPOT 01 blev afsluttet med en gallaaften i Pumpehuset i København 21. april 1995.

SPOT 02 – november 1995 (1996)
ROSA overtog SPOT-tøjlerne. Det var stadig et karavanekoncept, som bekræftede, at der var grøde i dansk musik. På udvalgte dage 2. nov. til 25. nov. 1995 spillede godt 50 bands ved 12 koncerter på Stengade 30 (Kbh.), Elværket (Holbæk), Rytmeposten (Odense), Toldkammeret (Helsingør), Gimle (Roskilde), Husets Musikteater (Århus), Plantagehuset (Thisted), Panic (Haderslev) og Fermaten (Herning).

Udvalgte bands (fra hele DK):
Humleridderne, Mew, Gung Ho, P.A.T.R.I.O.T.S., Death Tothe, Ibens, Frozen Sun, Buttfuck, Calcutta Anazamama, Dub Wise, Moses O´Jah, Baden-Powell, Harboøre Holiday, Kick the Kangaroo, Insaints, Wanted 4 Acid, Zeroes & Ones, Spearib Joblin, Laundromat, Shiner og Stubborn Vibes

"SPOT 02 – Ekstra" foregik 18.-20. januar 1996 på Stengade 30 i København, Pitstop i Kolding og Husets Musikteater i Århus med 10 bands.

SPOT 03 – Audition Days - 10-12. oktober 1996
For at skabe et samlingspunkt for musikere og spillestedsrepræsentanter – med inspiration fra udenlandske begivenheder som Popkomm (Tyskland) og South by SouthWest (Texas) – blev konceptet lagt om: SPOT var ikke længere en karavane festival, men en by festival, samlet i Århus

Blandt flere hundrede ansøgere blev udvalgt 65 navne, som indtog traditionelle og utraditionelle Århus caféer og spillesteder – typisk med to koncerter pr. navn. Næppe mange af grupperne er aktive under de daværende navne, men fx. lagde My First Valentine senere medlemmer til både Superjeg og Ørenlyd.

SPOT 03 var ingen konkurrence, men et initiativ der skulle skabe opmærksomhed om ny dansk musik og hjælpe musikerne videre. Derfor kunne musikerne bl.a. deltage i workshops, clinics og seminarer med kvalificerede undervisere som Maria Bergman (S), Steffen Brandt, Nils Torp, Nikolaj Peyk og Cathrine Sadolin. Samtidig var tilknyttet en række kendte musikere som "band-doctors". Festivalen bekræftede, at Århus fungerede godt som ramme om ROSAs arbejde med at sætte spot på upcoming navne.

Udvalgte orkestre:
Hobby, Superfuzz, Supersilent, Telling of a Grassfield, She Almost Said, Dang, Kætter Kvartet, OASUM, Hallå Då, De Marco, Kewpie Dolls, Closeminded, Cinnamon Sigh, Mad Cows Sing, Dub Wise, TUB, Concrete Puppet Frog, Odd Gallery, Django Bates, Ruby Fruit Jungle, Die Unfruchtbare Äpfelbaum im Hintergarten, Headrush, The Burning Primitive, Sacrificial, Gung Ho, Suspected Hippies In Transit, GOMP 88, Girlfriend.

SPOT 04 – 3.-4. oktober 1997
I 1997 fik SPOT endnu en koncept-overhaling. I stedet for at være spredt over midtbyens caféer og spillesteder løb koncerterne udelukkende af stablen i Ridehuset og på Officerspladsen, 37 koncerter på 1 ½ døgn. Dermed blev det en mindre diffus festival, geografisk set – noget de deltagende musikere på 02 og 03 havde efterlyst.

SPOT 04 blev et gennembrud. Den nationale presse tog for alvor notits nu, publikum og branchefolk strømmede til, og programmet var træfsikkert med rock, pop og techno. En lang række orkestre fik lige det ekstra boost, der skulle til for at komme videre – og listen over stjernefrø var lang: Marie Frank, Randi Laubek, Inside the Whale, Puddu Varano, Moi Caprice og Sorten Muld.

Nu tog ROSA for alvor fat på at integrere foredrag og seminarer i programmet. Markante kulturpersonligheder som provokatøren Jens Jørgen Thorsen, Århus-forfatteren Svend Åge Madsen og DR-veteranen Ole Reitov bidrog med ekstra kulturelle kalorier til en vital festival.

SPOT 05 – 1.-3. oktober 1998
Lå i sin form i direkte forlængelse af 04. Igen var Ridehuset og Officerspladsen festivalens centrale omdrejningspunkter, og igen blev de skueplads for en lang række koncerter med danske upcoming navne. Som noget nyt sneg der sig også et par svenske navne ind på plakaten, nemlig Sator og Whale. Det signalerede et bredere, nordisk fokus.

Hvis Spot skulle udvikle sig – og forblive en kvalitetsfestival med fokus på upcoming kunstnere – så var der behov for et bredere rekrutteringsgrundlag. Danmark kunne ikke nødvendigvis producere 60-70 gode navne om året, og derfor fortjente Spots potentiale et større musikalsk bagland.

Det spæde nordiske programfokus blev ledsaget af en bestræbelse på at gøre Spot til et mødested for hele den nordiske musikbranche. Allerede på 04 havde ROSA i kraft af organisationens udlandsaktiviteter trukket interesserede engelske branchefolk til, men 05 markerede starten på en mere koncentreret indsats for at trække gæster fra den internationale musikbranche til.

Publikumsmæssigt oplevede SPOT Festivalen en nedgang i forhold til året før, det var koldt og blæsende det efterår. Ikke desto mindre bød også 05 på en række navne, der senere ville blive markante figurer på den danske rockscene – for eksempel Superheroes (m. Thomas Troelsen), Tina Dickow og Swan Lees Pernille Rosendahl.

SPOT 6.0 – 8.-9. oktober 1999
SPOT 05 havde stukket en forsigtig tå i de fællesnordiske vande, men 6.0 sprang i med hovedet først. Hele fjorten islandske, norske og svenske navne fandt vej til plakaten, blandt andet så markante – og forskellige – navne som Sigur Ros (IS), Hoven Droven (S) og Oscar Danielsson (S).

Samtidig var det en af de første festivaler med fokus på singer/ songwriters, og kunstnere som Teitur (FÆR), Tina Dickow og den næsten nyudklækkede solist Tim Christensen faldt i god jord hos publikum. Trods disse fine indslag og fx. Jupiter Day, Hush og Junior var der stadig plads til forbedring i besøgstallene.

SPOT 07 – 8.-9. december 2000
I 2000 indtog Spot for alvor Musikhuset Aarhus og gjorde en succesfuld entré, bl.a. med en forrygende koncert fra finske Jimi Tenor. Festivalen blev flyttet til december, hvor vejret viste sig langt mildere end i de sidste mange oktober-måneder.

SPOT blev for første gang indledt med en rigtig åbningskoncert, en grænseoverskridende og fordomsnedbrydende aften, hvor etablerede navne som Poul Krebs, Kashmirs Kasper Eistrup og Baals Bjørn Fjæstad musicerede med yngre opcoming-bands som Kitty Wu og Wynona.

Singer/songwriterne fik igen plads, denne gang på en særlig scene. Og indie-favoritterne Mew spillede en showcase, der fik dem signet til Epic/Sony i England – festivalens første store succes-historie som fødselshjælper for musikeksport. Nationalt set fik Saybia et godt skub i ryggen gennem deres koncert, ligesom kommende profiler som Diefenbach, Moon Gringo og Jomi Massage gav prøver på deres talent.

SPOT ½ - 2.-3. oktober 2001
Efter i årevis at have været en efterårsfestival, kom Spot pludselig i forårshumør. Spot 08 skulle finde sted i foråret, men fordi der var brug for et helt år til at arrangere festivalen, blev 2001 uden en Spot Festival i traditionel forstand. I stedet stablede ROSA den såkaldte Spot ½ på benene i Kerteminde – også som en fejring af Musiklovens 25 års fødselsdag.

Med sin unikke beliggenhed – tænkt som en understregning af, at musik skal kunne høres overalt i landet – og et program, der lod nyere og ældre navne spille sammen i halvakustiske opsætninger, pegede Spot ½ i høj grad frem mod ROSAs "Udenfor Sæsonen"-koncerter på Bornholm. Det blev en musikalsk spændende weekend med en fin tilskuertilstrømning.

I øvrigt var det her, Tina Dickow og Steffen Brandt indledte deres nu-og-da parløb, og Popstars-Julie lagde vejen forbi Kerteminde – som del af den grønlandske trio Malik-Nuka-Julie. Og så var der bassisten, som faldt på scenen og brækkede benet …

Udvalgte kunstnere:
Anne Dorthe Michelsen, Haugaard & Høirup, Marie Frank, Claus Hempler, Allan Jensen, Jimmy Jørgensen, Poul Krebs, Teitur, Pernille Rosendahl, Bjørn Svin, Tobias Trier, Kashmir, Jonz, Elisabeth, Natural Born Hippies, Dear, Garbo, Racing Ape, Michelle Birkballe, Snospray og Ester Brohus.

SPOT 08 – 10.-11. maj 2002
Nummer 08 blev den første, der løb af stablen i foråret – og den første med officielle og markerede hovednavne. Svenske Kent, Briskeby fra Norge samt danske Saybia og Jupiter Day tog topplaceringerne på årets plakat. Resultatet udeblev ikke.

Efter at have solgt 1200-1300 billetter til 6.0 og 07, kunne ROSA melde alt udsolgt til årets festival. 2000 to-dages billetter, plus det løse, blev langet over disken. Faktisk var publikumstilstrømningen så stor, at SPOT for første gang fik kapacitetsproblemer: Ikke alle, der gerne ville se Kent, kunne komme til det. Det vakte en del kritik, som ROSA efterfølgende tog til sig.

I eksportafdelingen gik det godt – faktisk endnu bedre end året før, hvor Mew havde spillet sig til en engelsk pladekontrakt. Blandt festivalens internationale gæster var Rolling Stone- redaktør David Fricke, og han forelskede sig hovedkulds i århusianske Under Byen og det knap nok navngivne The Raveonettes. Hans glødende anbefalinger i USA gav en stor international kontrakt til Raveonettes og stor udlandsinteresse for Under Byen.

Også Junior Senior tog et ekstra spring ud over scenekanten, og for Carpark North var der tale om et decideret gennembrud. Samlet set brystede årets festival sig af et stærkt program, selv om ROSA led under økonomisk smalhals. Den nye borgerlige regering så med skepsis på råd, nævn og andre "smagsdommere".

SPOT 09 – 30.-31. maj 2003
Konceptuelt var Spot 09 mest en finpudsning af 08. Rammerne og programpolitikken var omtrent den samme, og som året før trak festivalen et talstærkt publikum.

En del var overraskede over at finde gode gamle Sort Sol et stykke nede på plakaten, men det var der en naturlig forklaring på: Det garvede rockband ville gerne synliggøre sig overfor den internationale pladebranche, og Spot var blevet et respekteret udstillingsvindue.

Ellers blev det gode forårsvejr, festivalens centrale beliggenhed og musikken nydt for fuld udblæsning – både af branchefolk og publikum. Programmet bød på en række fine nye danske bekendtskaber som Tiger Tunes, Juncker og Camilla Munck. Og så lod en stærk norsk tilstedeværelse sig mærke med koncerter fra navne som Kaizers Orchestra, Bjørn Berge og Thomas Dybdahl.

SPOT 10 - 4.-5. juni 2004
Den hidtil største og mest ambitiøse festival. Over 100 musikalske indslag, 800 branchefolk og en række sideaktiviteter – fra den store åbningskoncert til en række såkaldte Præ-Spot-indslag på spillesteder i Århus og Randers. ROSA gik ikke efter at slå rekorder, men den nordiske scene bugnede af talent, og parløb med electronica-selskabet LJUD og Danske Uafhængige Pladeselskaber (DUP) kastede særskilte scener af sig.

Interessen fra internationalt hold har været støt stigende, og SPOT 10 blev dokumenteret ekstensivt af især Frankrigs musikmagasiner, der havde sendt hele otte journalister til festivalen. Også det århusianske musikfolk indfandt sig talstærkt, forstærket med ligesindede fra hele Danmark: For tredje år i træk måtte SPOT Festivalen melde alt udsolgt.

Som ved SPOT 09 var upcoming-navnene suppleret med udenlandske hovednavne og mere rutinerede danske kræfter med det forjættede udland i kikkerten. I 2004 var det især Tim Christensen, der gerne ville vise sine talenter frem. Og ellers befæstede årets udgave af SPOT endnu engang festivalens position som stedet, hvor lovende nye navne viser, hvad de kan.

SPOT 11 (10.-11. juni 2005), SPOT 2006 (2.-3. juni) og SPOT 2007 (1.-2. juni)
Flere nye scener, flere udenlandske gæster og mere publikum. I 2007 meldtes atter udsolgt (3.800 billetter).

I 2006 var der fokus og forarbejde på Kina. I 2007 førte festivalen bl.a. til en decideret "Spot on Denmark" konference/showcase i Bruxelles, Belgien, og syv danske orkestre optrådte ved Irlands svar på Spot.

Dyk ned i historien på spotfestival.dk (SPOT historie) og læs bl.a. om nogle af de mere spektakulære højdepunkter i det nye årtusind, hvor festivalen har bredt sig til nye scener som Train, VoxHall, Studenterhuset, Kunstbygningen, ARoS, Svalegangen, GRAN m.fl.

deWilbis Kommunikation // Aarhus // Denmark // CVR: 29334471 // Tlf. +45 23307743
Lav din egen hjemmeside med mono.net